Under den bunnløse stjernehimmelen – med Henrik Wergeland

Jan van Huysums BlomsterstykkeHenrik A. Wergeland (1808-1845) spør ofte seg selv: Nytter det å dikte? Gagner diktningen livet? Hans ord når ikke lenger enn hans «Læbers Aande», … Hans forfatterskap er rikt på litterære sjangre og på kunnskap, fortellerglede og et blomstrende, fargerikt språk.
Ivar Havnevik skriver i Dikt i Norge. Lyrikkhistorie 200-2000 at «Wergeland som versekunstner er i høy grad nyskapende, noe romantiske kritikere hadde oppfordret sterkt til omkring århunderskiftet.» «Men i pakt med ideen om at dikteren skulle være original var det også viktig at han skulle bruke sin oppfinnsomhet i det rytmiske»
Diktet nedenfor Mig Selv har jeg lest i flere versjoner hva oppdeling i verselinjer angår, hvilken som er den originale har jeg ikke hatt anledning til å finne fram til. Språket i diktet, alle metforene fra blomster, regn, himmel og stjerner gjør det også til en naturopplevelse, såvel som en glede å lese. Hans spark til journalistene og deres «ræveklør» og «matte fingre», om hvordan all deres kritikk og fornærmelser preller av på ham og heller inspirerer ham til nye skaperverk, er fulle av metaforer og meget intelligent bruk av samme.
Inspirert av diktet nedenfor og Havneviks fremtilling av dikteren i Dikt i Norge blir neste valg fra Wergelands forfatterskap Jan van Huysums Blomsterstykke.

Mig Selv er skrevet i 1841 som tilsvar til en redaksjonell polemikk i «Morgenbladet», hvor det blant annet sto at «Hr. Wergeland er opirret og i slet Lune».

Mig Selv

Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt
av Solen
for at briste i høi Latter af en Glæde, jeg ikke kan forklare
mig?
Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.
Min Vedbende er voxet, Didudaf mit Vindu har den baaret
på sine brede Blade
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.
Det første Foraarsregn vil falde på Bladene og udviske
nogel troløse Navne.
De vil falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens
huler.
Jeg, som leser Henrykkelser paa hver af Centifoliens, den
Vaaren gaves, hundrede Blade –
mig skulde en slet Avis bringe til at kvæle en Sekund med
Ærgrelse.
Det ville være som at dræbe himmelblaa og rosenrøde
Sommerfugle
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.
Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved
med Aske,
og at bortkaste de Diamanter av straalende Sekunder, Tiden
endnu
nedsaar derover.
Nei, frisk I Journalister, hvæsser eders Ræveklør kun paa
Klippe.
I rive kun Blomster løs og lidt Mose til en blød Grav.
Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun
Perler i mit Hjerte.
De skulle engang pryde min Aands Diadem.
Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had
flux tusind alen borte.
Det flyder hen med Sneen, det gaar med de første Bølger fra
Land og langt ud i Havet.
Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?
Berøv ikke Landskabet det brusende Bække!
Høistærede Vidjebusk, tillader Bækken og skumme naar den
gaar imellem Stene.
Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme,
glanende Øine.
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer,
Solens Eventyrslande?
Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?
Klag ikke under stjernene over Mangel på lyse Punkter i
dit Liv!
Ha, de blinke jo som om de vilde tale til dig!
Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen også Foraar?
Nu have stjernene lyst hele Vinteren; nu hvile de og fryde sig.
Hallelujah!
Hvilken Rigdom for en Dødelig!
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deltage
i Jordens.
Den tindrer stærkere en Vaarstjernene, og den vil snart
springe ud med Blomsterne.
Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.
Som et Krystalbad nedfalder din Glans derpaa.
Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernene.
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis
Folder ere forsvundne.
Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af
Alabaster.
Som en Byste staar den i mit Indre. Stirr i dens Træk!
Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede.
Min Sjel har kun Ligets milde Smil. Hvi forfærdes I mere?
Den Djævel! Bysten har et leende Hjerte under sin Rolighed.
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunde faa fat paa det!

((klikk her for å komme til forsiden av «t e r s k l e r»))

Stikkord: , , , , , ,

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut / Endre )

Twitter picture

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut / Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut / Endre )

Google+ photo

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut / Endre )

Kobler til %s


%d bloggers like this: