Posts Tagged ‘Natten’

Under den bunnløse stjernehimmelen – med Henrik Wergeland

oktober 25, 2009

Jan van Huysums BlomsterstykkeHenrik A. Wergeland (1808-1845) spør ofte seg selv: Nytter det å dikte? Gagner diktningen livet? Hans ord når ikke lenger enn hans «Læbers Aande», … Hans forfatterskap er rikt på litterære sjangre og på kunnskap, fortellerglede og et blomstrende, fargerikt språk.
Ivar Havnevik skriver i Dikt i Norge. Lyrikkhistorie 200-2000 at «Wergeland som versekunstner er i høy grad nyskapende, noe romantiske kritikere hadde oppfordret sterkt til omkring århunderskiftet.» «Men i pakt med ideen om at dikteren skulle være original var det også viktig at han skulle bruke sin oppfinnsomhet i det rytmiske»
Diktet nedenfor Mig Selv har jeg lest i flere versjoner hva oppdeling i verselinjer angår, hvilken som er den originale har jeg ikke hatt anledning til å finne fram til. Språket i diktet, alle metforene fra blomster, regn, himmel og stjerner gjør det også til en naturopplevelse, såvel som en glede å lese. Hans spark til journalistene og deres «ræveklør» og «matte fingre», om hvordan all deres kritikk og fornærmelser preller av på ham og heller inspirerer ham til nye skaperverk, er fulle av metaforer og meget intelligent bruk av samme.
Inspirert av diktet nedenfor og Havneviks fremtilling av dikteren i Dikt i Norge blir neste valg fra Wergelands forfatterskap Jan van Huysums Blomsterstykke.

Mig Selv er skrevet i 1841 som tilsvar til en redaksjonell polemikk i «Morgenbladet», hvor det blant annet sto at «Hr. Wergeland er opirret og i slet Lune».

Mig Selv

Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt
av Solen
for at briste i høi Latter af en Glæde, jeg ikke kan forklare
mig?
Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.
Min Vedbende er voxet, Didudaf mit Vindu har den baaret
på sine brede Blade
alle de Erindringer, jeg ikke bryder mig om at gjemme.
Det første Foraarsregn vil falde på Bladene og udviske
nogel troløse Navne.
De vil falde ned med Draaberne og forgifte Regnormens
huler.
Jeg, som leser Henrykkelser paa hver af Centifoliens, den
Vaaren gaves, hundrede Blade –
mig skulde en slet Avis bringe til at kvæle en Sekund med
Ærgrelse.
Det ville være som at dræbe himmelblaa og rosenrøde
Sommerfugle
Den Synd gyser mit Hjerte for i sit Inderste.
Det vilde være som at overøse mit endnu ugraanede Hoved
med Aske,
og at bortkaste de Diamanter av straalende Sekunder, Tiden
endnu
nedsaar derover.
Nei, frisk I Journalister, hvæsser eders Ræveklør kun paa
Klippe.
I rive kun Blomster løs og lidt Mose til en blød Grav.
Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun
Perler i mit Hjerte.
De skulle engang pryde min Aands Diadem.
Jeg hade? Naar en Fugl flyver over mit Hoved, er mit Had
flux tusind alen borte.
Det flyder hen med Sneen, det gaar med de første Bølger fra
Land og langt ud i Havet.
Men hvi skulde ikke mine Aarer vredes?
Berøv ikke Landskabet det brusende Bække!
Høistærede Vidjebusk, tillader Bækken og skumme naar den
gaar imellem Stene.
Jeg elsker ikke evindelig blaa Himmel, som jeg hader dumme,
glanende Øine.
Har jeg ikke en Himmel, fordi den er fuld af drivende Skyer,
Solens Eventyrslande?
Og om jeg ingen havde, er Guds ikke stor og herlig nok?
Klag ikke under stjernene over Mangel på lyse Punkter i
dit Liv!
Ha, de blinke jo som om de vilde tale til dig!
Hvor straaler Venus iaften! Har Himlen også Foraar?
Nu have stjernene lyst hele Vinteren; nu hvile de og fryde sig.
Hallelujah!
Hvilken Rigdom for en Dødelig!
Min Sjel fryder sig i Himlens Foraarsglæde, og skal deltage
i Jordens.
Den tindrer stærkere en Vaarstjernene, og den vil snart
springe ud med Blomsterne.
Herlige Aftenstjerne! Jeg blotter mit Hoved.
Som et Krystalbad nedfalder din Glans derpaa.
Der er Slægtskab mellem Sjelen og Stjernene.
Den triner i Stjernelyset udenfor Ansigtets Forhæng, hvis
Folder ere forsvundne.
Straalerne overgyde min Sjel med en Rolighed som af
Alabaster.
Som en Byste staar den i mit Indre. Stirr i dens Træk!
Nu ere de, som I ville have dem. De spodske ere stivnede.
Min Sjel har kun Ligets milde Smil. Hvi forfærdes I mere?
Den Djævel! Bysten har et leende Hjerte under sin Rolighed.
Ve eders matte Fingre, at I ikke kunde faa fat paa det!

((klikk her for å komme til forsiden av «t e r s k l e r»))

Under den bunnløse stjernehimmelen – med Andre Bjerke

oktober 14, 2009

Andre BjerkeAndre Bjerke (1918-1985) debuterte i 1940, på slutten av den perioden som i Ivar Havneviks bok Dikt i Norge. Lyrikkhistorie 200-2000, kaller «Verdenskrigenes epoke» 1905-1945. Ifølge Havnevik, tilhører Andre Bjerke denne periodens siste kontingent med betydelige versekunstnere. Sammen med Jan-Magnus Bruheim og Tor Jonsson, alle født mellom 1914 og 1918, påvirkes han av de lyrikerne som var store i hans oppvekstperiode. Havnevik trekker linjen fra Hamsun og Wildenwey direkte til Andre Bjerkes lyrikk.

 Ivar Havnevik skriver videre (side 324):
«Det er den avgjørende tillit til livsprinsipper, vitalismen, som i disse lyrikernes arbeid fyller de regelrette strofeformene. Liksom hos Alf Larsen er det en antroposofisk påvirket verdensanskuelse som danner hvelvingen over denne poesien. Men Bjerke har et helt annet humør enn Larsen, og en helt annen liberal innstilling til menneskelivet. Og den samfunnskritikk som rett som det er skinner igjennom i hans verker, ligger mer til venstre enn til høyre i det ideologiske landskapet. Bjerkes arbeid er ofte blitt misforstått på det punkt, ettersom hans veldige arbeidsinnsats for riksmålssaken var i sterk opposisjon til den rådende kulturpolitikken under arbeiderpartiregimet. Men etter som språkfreden har inntrådt, kan vi også merke en mer allmenn tilslutning til Bjerkes virke som dikter, anerkjennelse ikke bare fra et tallrikt og trofast publikim, men også fra litteraturens fagfolk. Hans angrep på yngre kolleger som skrev modernistisk stil i 1950-årene, blir vel i dag mer forstått som forsvar for verdier han følte truet og som lojalitet mot vennen Øverland. Verdiene var ikke bare versekunsten, men allmenne humanistiske væremåter og livsmål som han så bli erstattet av kommersialisert kultur og industriell hensynsløshet. Hans andre nære lyrikervenn var Carl Keilhau, som selv skrev gode dikt i modernistisk stil.»

Et tidlig dikt:

 Andre Bjerke

Natten

Natten er til
ikke bare for glemselens ro.
Den er til
for din tro
og din tankes flakkende ild –

Natten her
er ikke bare stjernevær.
Den er summen av livet og alt som er!

Ikke sov!
Natten er til for den som
våker og ser.
Det er om natten at livet skaper
og allting skjer,
men søvnen er dødens
efteraper.

Morgenens luft er som bølgeskum.
Dagen har varme å gledes ved.
Kvelden har fred.
Men bare natten har verdensrom!

Fra diktsamlingen Syngende ord, Aschehoug, 1940

((klikk her for å komme til forsiden av «t e r s k l e r»))